"..historien om 'Magnus', der er gået fra et fuldstændig ligestillet forældreskab under samlivet med moderen, hvor han tilmed var den centrale omsorgsperson lige efter skilsmissen, hvorefter han havde samvær med sønnen hver anden weekend til i dag, hvor han slet ikke ser sin søn. 'Magnus' fortæller selv, at det er til at leve med.
Da moderen tog sønnen med sig og flyttede inden for en time, og samværet blev reduceret til hver anden weekend, oplevede 'Magnus', at sønnen blev meget påvirket af moderens indflydelse, og at samværet blev udmattende. 'Magnus' voksede selv op uden kontakt med sin far, og det at afskære kontakten til sin egen søn, betragter han som en mulig løsning på det, han opfatter som en vanskelig situation.
Både hos mødre, som flytter, og fædre, der ser deres børn flytte væk, eksisterer forestillingen om, at faderen bare kan ændre måden at være far på, ifølge Oftung."
Vi lever en i et samfund hvor kvinder har førsteretten til børnene og de rigtige følelser.
Jeg lever i en verden hvor mine børn bliver omklamret af klanen og jeg tolereres. Skal far bare sige farvel nu?
